Sønderjyske henter ung østrigsk back

Den 22-årige østriger Florian Hart har underskrevet en toårig kontrakt med superligaklubben Sønderjyske.

Superligaklubben Sønderjyske har nu den sidste defensive brik på plads forud for sæsonpremieren mod oprykkerne fra Randers FC.

Sidste sæsons nummer seks har hentet den 22-årige østrigske back Florian Hart, der kommer fra den østrigske klub Lask Linz.

Florian Hart prøvetrænede i juni med klubben og leverede en så overbevisende indsats, at han nu har fået tilbudt en kontrakt.

- Vi får i Florian Hart en talentfuld spiller, der kan spille både på venstre og højre back positionerne. Han har den procentuelt rigtig gode fordeling af offensive og defensive aktioner, udtaler sportschef Ole Nielsen i en pressemeddelelse.

- Med hans gode speed i støvlerne vil han også kunne bidrage i det offensive spil. Florian Hart har et stort udviklingspotentiale, hvorfor vi også har tilbudt en kontrakt, der løber i to år - med option for yderligere et år, siger han.

Den 22-årige østriger har spillet 26 ungdomslandskampe og 78 førsteholdskampe for Lask Linz i den østrigske Bundesliga.

Florian Hart forlader Lask Linz, efter at klubben er blevet tvangsnedrykket til den tredjebedste række på grund af rod med økonomien.