Sønderjyske opruster med Bo Storm

Der er lagt op til hård kamp om midtbanepladserne i Sønderjyske, der har sikret sig Bo Storm.

For anden dag i træk kan Sønderjyske præsentere en midtbaneforstærkning frem mod næste uges sæsonstart i Superligaen.

Bo Storm er klubbens anden tilgang i sommerens transfervindue, efter at købet af Adama Guira fra Burkina Faso blev offentliggjort fredag.

- Vi får i Bo Storm en rigtig dygtig offensivspiller, der kan dække flere positioner på banen. Han er hurtig og teknisk dygtig, og han har erfaring fra flere af de danske ungdomslandshold, siger sportschef Ole Nielsen til Sønderjyskes hjemmeside.

- Desuden har han spillet fire år i Heerenveen, hvilket ligeledes har givet ham erfaring. Bo Storm kan blive en rigtig vigtig spiller for os, og vi glæder os over tilgangen, fortæller sportschefen.

26-årige Bo Storm har senest optrådt for HB Køge i 1. division. Tidligere har midtbanespilleren optrådt for FC Nordsjælland og hollandske Heerenveen.

Kontrakten med Storm gælder for de kommende to og et halvt år.