Sønderjyske skuffede og gik glip af førstepladsen

Sønderjyske satte tirsdag aften en føring på to mål over styr og tabte skuffende 2-3 til gæsterne fra Rungsted - og gik glip af førstepladsen.

Med nederlaget greb Sønderjyske ikke muligheden for at snuppe førstepladsen i Metal Ligaen, da topholdet Frederikshavn dummede sig nemlig hjemme mod Herning og tabte 1-4.

Det så egentlig meget godt ud efter første periode i SE Arena i Vojens. Sønderjyske pressede godt på, spillede aggressivt og målscorer Cory Quirk havde sørget for en 1-0-føring efter godt forarbejde af Thomas Spelling. Det blev endda 2-0 i anden periode på et endnu flottere mål sat ind af Tyler Gotto, der hamrede pucken op i modsatte målhjørne.

Efter 2-0-målet, der kom efter 28 minutter, gik Sønderjyske dog lidt i stå. Og efter Rungsteds hurtige reducering, så fik gæsterne for alvor momentum, og de kom også på 2-2 inden anden pause. Netop som Sønderjyske var ved at koble grebet om kampen i tredje periode slog Rungsted til og scorede endnu en gang. Du kan se flere detaljer fra kamppen på Sønderjyskes hjemmeside.