Sønderjyske taber i sæsonpremieren

Cifrene var de samme som for tre dage siden, men denne gang måtte Sønderjyske forlade banen som taberne.

Det er ikke engang 72 timer siden, at Sønderjyske sidst kunne gå i omklædningsrummet med 90 minutters fodbold i benene. Torsdag aften var modstanderen Strømsgodset i klubbens europæiske debut, og sejren her lød på 2-1.

Søndag eftermiddag var cifrene så 1-2, da Sønderjyske forlod banen på Sydbank Arena i Haderslev, men denne gang var det udeholdet AGF, der kunne juble.

Efter 34 minutters spil bragte udeholdet sig foran ved en stikning ind bag det sønderjyske forsvar til Stephan Petersen, der sikkert kunne lægge bolden forbi Marin Skender, der sprællede forgæves i Sønderjyskes mål.

Efter 53 minutter udbyggede den australske midtbanemand Mustafa Amini føringen til 0-2 til AGF, inden Simon Kroon, der har gjort det godt i træningskampene frem mod Superliga-starten, kunne brage bolden i nettet på et flot langskudsmål få minutter før slutfløjtet.

Træner Jakob Michelsen havde valgt samme startellever, som han åbnede med mod Strømsgodset – og nederlaget her er altså ikke den optimale opladning for holdet frem mod returkampen i Europa Leagues anden kvalifikationsrunde på torsdag i Drammen i Norge.