SønderjyskE vinder første finale

Efter en hård, intens og tempofyldt kamp vinder SønderjyskE det første finaleopgør mod Esbjerg Energy med 4-2 i SE Arena i Vojens.

Temperamentet kom generelt til at spille en hovedrolle i den første finale, da Esbjerg spillede langt hårdere end de sønderjyske værter. Det medførte en lang række vestjyske to-minutters-udvisninger, som blev straffet hårdt af hjemmeholdet - ofte med en scoring til følge.

Efter godt fire minutter udnyttede SønderjyskEs Warren Peters hjemmeholdets første powerplay til at bringe værterne på 1-0.

I anden periode øgede Thomas Spelling til 2-0, efter at Esbjergs Marc Derlago ikke fik staven på en SønderjyskE-pasning. Spelling udnyttede sikkert den lille gave.

Yderligere to gange i anden periode fik SønderjyskE scoret i powerplay. Først ved Spelling og senere gjorde Nick Dinesen det til 4-0.

Esbjerg-træner Mark Pederson var undervejs så frustreret, at han i anden periode blev udvist for at smide et håndklæde ind på isen.

I begyndelsen af tredje periode fik Esbjerg skabt et lille håb om et comeback, da Lasse Bang reducerede til 1-4.

SønderjyskEs Warren Peters bankede lidt senere gæsternes Lasse Bang i isen med sin stav. Blodet flød, og Peters blev idømt en matchstraf. SønderjyskE-spilleren kan samtidig se frem til minimum en spilledags karantæne.

Med få minutter tilbage fik Kyle Wharton scoret til 2-4 for Esbjerg, der ikke kom nærmere overraskelsen.

De to hold mødes igen på søndag i Esbjerg kl. 14,30.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.