Sporet mellem Vamdrup og Vojens spærres i 3 uger

Sidste etape af arbejdet med at anlægge dobbeltspor på strækningen går i gang. Derfor skal passagererne i hele perioden benytte togbusser.

Når sporet mellem Vamdrup og Vojens bliver spærret den 13. juli og tre uger frem, så er det startskuddet til sidste etape af det 20 kilometer lange dobbeltspor mellem de to byer. Det skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.

Sporet ser langs store dele af strækningen flot og køreklart ud, og langt de fleste af depotpladserne er ryddet, men der er stadig arbejde, der skal udføres.

I Vojens skal der lægges et nyt sporskifte og laves afsluttende sporarbejder i forbindelse med tilslutningen mellem dobbeltsporet og den nordlige del af Vojens Station. Der skal desuden foretages afsluttende sporarbejder omkring Farris og Sommersted samt forskellige broarbejder.

-Selv om vi nu kan se målet, får vi stadig travlt i de tre uger, sporet er spærret. Både i selve sporet, men i lige så høj ved siden af, hvor vi blandt andet kommer til at bruge en del tid på at gøre sikringsanlægget klar til dobbeltsporet," siger projektleder Tom Serup Andersen.

Ud over at anlægge dobbeltspor mellem Vamdrup og Vojens benytter Banedanmark lejligheden til at ombygge sporene på en række stationer i Sønderjylland.

Derfor vil sporet være spærret for passagertrafik på hele strækningen mellem Lunderskov og Padborg fra den 13. juli kl. 5.15 til 10. august kl. 17.40. Der vil i stedet blive indsat togbusser.

Se rejseplanen her