Siden juni har flyene – fire operative og tre i reserve – deltaget i Operation Inherent Resolve mod ISIL. Torsdag eftermiddag lander de syv fly i to omgange i Skrydstrup - og i morgen fredag kommer jordmandskabet på omkring 100 mænd og kvinder hjem fra Tyrkiet. Det har hele tiden været planen, at fly og mandskab skulle vende hjem efter seks måneders mission.
- Jeg glæder mig meget til at få fly og mandskab hjem igen i god behold. Alle har ydet en rigtig god og meget professionel indsats og har fortjent at holde jul herhjemme sammen med deres familier, siger chefen for Fighter Wing i Skrydstrup, oberst Anders Rex til forsvaret.dk.
De syv lander i Skrydstrup i to bølger i eftermiddag - de første fire fly omkring kl. 15,15 og de sidste tre fly lidt senere.
Nu er der ikke umiddelbart nye missioner i horisonten for de danske F-16. Men det betyder langtfra, at Fighter Wing kommer til at ligge på den lade side, oplyser chefen for Flyverstaben, generalmajor M.A.L.T. Nielsen.
- Der er masser at tage sig til i forhold til at gøre klar til det nye kampfly, F-35. Samtidig skal der være fokus på at opbygge kampkraften samt at vedligeholde træningen, siger M.A.L.T. Nielsen.
Fakta om missioner udført af Fighter Wing Skrydstrup
Det er anden gang, danske kampfly har deltaget i Operation Inherent Resolve. Første gang var fra oktober 2014 til oktober 2015, og dengang var det med udgangspunkt fra en base i Kuwait.