Oversigt

Ti biler stødte sammen - motorvej spærret to gange

Vejene i Syd- og Sønderjylland var sent i aftes spejlglatte. Det førte til adskillige uheld på Sønderjyske Motorvej med flere end ti biler involveret, og motorvejen var spærret i en time hele to gange.

I nordgående retning ved 22-tiden skete det første større uheld med fem biler involveret. En bil punkterede og endte på tværs af motorvejen, hvor den blev ramt af to bagvedkørende biler. Yderligere to biler ender i rabatten og i autoværnet i forsøget på at forhindre sammenstød.

En lille time senere skete endnu et uheld nogenlunde samme sted, hvor fire biler stødte sammen. Samtidig var der flere uheld i nærheden på grund af føret. Alle gange uden personskade.