Tillidsmand: Alle personalegrupper bliver ramt

Det er ikke kun flymekanikerne, der lider under den lange mission i Syrien. Alle personalegrupper på F16-basen i Skrydstrup kan mærke konsekvensen af presset, siger tillidsmand.

- Det jeg hører, er at der er et kæmpe pres på medarbejderne. Og preset går ikke kun ud over flymekanikerne, det går ud over alle personalegrupperne her på stationen.

Sådan lyder det tirsdag fra fællestillidsrepræsentanten på Fighter Wing Skrydstrup, Henrik G. Christiansen. Udmeldingen kommer efter det er kommet frem, at tillidsrepræsentanterne på F16-basen i Skrydstrup tilbage i starten af juli har sendt et brev til samtlige partiledere på Christiansborg.

Her gør de opmærksom på, at stationens flymekanikere er under et usædvanligt stort pres, og at man derfor bør overveje nøje, om det er en god ide at forlænge Danmarks mission mod Islamisk Stat i Syrien.

- Gennem de seneste 10-15 år har man beskåret medarbejderstaben i det ene forsvarsforlig efter det andet. Samtidig har vi fået mere at lave. Det er noget, der kan mærkes, og det belaster hele strukturen, siger Henrik G. Christiansen til TV SYD.