Torben frygter for at brevduesporten vil uddø

Brevduen blev for hundredvis af år tilbage brugt som meddeler af vigtige beskeder. I dag fylder den historiske due mindre i samfund, hvilket afspejler sig i antallet af medlemmer i brevduesporten.

Den kan finde vej tusindvis af kilometer fra sit hjem.

I topfart kan de hurtigste flyve 130 km/t.

Og så svarer den ikke igen, når man brokker sig. 

Torben Juhl fra Hoptrup har haft brevduer siden han var 8 år gammel, og den dag i dag er han lige så fascineret af den historiske due, som da han først gik i gang med at bruge den til kapflyvning. 

- Nogle gange kan konen godt synes, at man går lidt for meget op i duer, siger han. 

Men hans passion deles af færre og færre. 

Siden brevduens storhedstid i 1980'erne er medlemstallene hos de danske brevdueforeninger dalet fra 5.500 medlemmer til i dag at være 970 medlemmer på landsplan. 

quote

Hvis der ikke kommer nye medlemmer til, så indenfor en 10 år vil det uddø

Torben Juhl, medlem, De Danske Brevdueforeninger

Også lokalt er der tilbagegang.

I år har lokalforeninger i Sønderborg, Gråsten, Als, tre foreninger i Aabenraa, to i Haderslev, tre i Kolding og to i Fredericia slået sig sammen til én i Kolding og én i Aabenraa. 

Pointen er: brevduen kæmper for sin tilstedeværelse som konkurrencesport i Danmark. 

- Jeg er nervøs for, at hvis der ikke kommer nye medlemmer til, så vil det dø indenfor en periode af ti år. For hovedparten af vores medlemmer er mellem 65 og 80 år, siger Torben Juhl, der selv er medlem i Aabenraa. 

Brevduen er kendt for sin særlige orienteringsevne. Duerne kan finde vej hjem fra tusindvis af kilometers afstand.
Brevduen er kendt for sin særlige orienteringsevne. Duerne kan finde vej hjem fra tusindvis af kilometers afstand.

Svært at fange de unge

Brevduens funktion som meddeler sluttede efter anden verdenskrig. Siden er den brugt til konkurrencesport. Her kører man duerne med lastvogne eller sættevogne ud til destinationer i Europa, hvor de skal finde hjem hurtigst muligt. 

quote

De nye medlemmer, vi har fået til fra Mellemøsten, kommer fra en kultur hvor livet med dyr og natur er mere udbredt

Michael Larsen, næstformand, De Danske Brevdueforeninger

Det er der nu færre, der gør, og derfor håber Torben Juhl, at tendensen snart vender. 

- Når man har et liv med brevduer, så kan man jo ikke forstå, at andre ikke synes, at det er det mest fantastiske, lyder det.

Brevduen

Brevduen er siden omkring år 1100 blev brugt som budbringer af meddelelser i Egypten. Senere er de blevet brugt i militæret til at sende brev under krige. 

I 1878 blev den første brevdueforening etableret i København med konkurrenceflyvning for øje. 

Brevduens gode orienteringsevne har været baggrund for megen forskning, og indtil videre er det sandsynliggjort, at den navigerer via en magnetisk sans i forhold til polerne. 

Kilde: Den Store Danske

Han nævner, at det yngste medlem i Aabenraa er 40 år gammel, men han ville gerne, at arven kunne bæres videre af nogle, der var endnu yngre. 

- I dag er der kamp om de unge. Da jeg var dreng var der kun en håndfuld muligheder for et ungt menneske, men i dag er det eksploderet, siger han. 

Næstformand i De Danske Brevdueforeninger, Michael Larsen, er enig i, at de mange muligheder for fritidsinteresser besværliggør rekrutteringen af medlemmer til foreningen. 

- Jeg så gerne, at alle havde brevduer, men det er nok lidt naivt at håbe på. Men vi vil gerne have flere medlemmer, og vi forsøger at være synlige på sociale medier og til dyrskuer, siger næstformanden. 

Duerne ringmærkes, så man kan se, hvor de hører til. Mærket fungerer også som en chip, der registrerer, når de lander i dueslaget.
Duerne ringmærkes, så man kan se, hvor de hører til. Mærket fungerer også som en chip, der registrerer, når de lander i dueslaget.

Samfundet bevæger sig væk fra naturen

I det syd- og sønderjyske er der omkring 200 medlemmer tilbage, anslår næstformanden, og selvom brevduen gennem årtier har mistet sin popularitet, så er der de seneste par år sket en stabilisering af medlemmer. 

En af forklaringer er, ifølge næstformanden, at der er kommet nye medlemmer til fra lande som Afghanistan og Iran. 

- Engang havde vi alle en onkel, der ejede et landbrug, og på den måde var vi tættere på naturen og dyrene, men sådan er det ikke i dag, siger han. 

- De nye medlemmer, vi har fået til fra Mellemøsten, kommer fra en kultur, hvor livet med dyr og natur er mere udbredt, forklarer Michael Larsen. 

Sprintduer og Maratonduer

Brevduen er særligt en stor sport i Belgien, hvor der i 2019 blev solgt en brevdue til omkring 10 millioner danske kroner. 

I Danmark koster de fleste brevduer mellem 500-3.000 kroner. 

Duerne avles til at kunne deltage i kapflyvninger, som enten er sprintdistancer, mellemdistancer eller maratondistancer. Duerne skal også fodres efter, hvilken afstand de skal flyve.

Distancerne varierer fra 150-1.100 kilometer i luftlinje.

Kilde: De Danske Brevdueforeninger

Også Torben Juhl mener, at unge mennesker bruger for meget tid foran diverse skærme, og han opfordrer til, at man undersøger, hvad det vil sige at have brevduer.

- Jeg vil hjertens gerne hjælpe. De kan få unger, der ikke skal koste dem en krone, og al den hjælp, de vil have, lyder det fra ham.