Trofast elektriker har været frivillig på festival i 40 år

Efter en coronaforsinkelse kan Kløften Festival i Haderslev fejre 40-års jubilæum. Jan Figge er en af de frivillige, der år efter år er med.

Der er i øjeblikket travlhed, før Kløften Festival torsdag åbner for første gang i tre år. 

I år kan festivalen fejre sit 40-års jubilæum med et par års forsinkelse.

Jan Figge er uddannet elektriker, og han har været i gang den seneste uge for at gøre klar til dette års festival.

Siden 1982 har han været med til at trække kabler hvert eneste år på festivalen. 

- Du kan tro, vi har lært meget på 40 år. Det er også en helt anden festival i dag, end det var for 40 år siden, fortæller han.

Mors kabeltromler

I dag er alt udstyret topmoderne, men sådan har det ikke altid været på Kløften Festival.

- Dengang var det jo, hvad vi kunne finde af kabeltromler hjemme fra mor og far. Det var sådan noget, vi lavede elinstallation med, siger Jan Figge.

Siden festivalen begyndte at tage entre i 1995, er den vokset. I år er strømforbruget vildere end nogensinde før.
Siden festivalen begyndte at tage entre i 1995, er den vokset. I år er strømforbruget vildere end nogensinde før.
Foto: Hans Lausten, TV SYD

Selvom festivalen er vokset, så er det stadig udelukkende frivillige som Jan Figge, der får den til at køre.

I år er de 950 frivillige i alt.

Kan ikke slippe det

 12 af de frivillige er elektrikere, og de er langt bagefter i år.

- Vi mangler nogle af vores skurvogne, der ikke er kommet på det tidspunkt, vi havde forventet, de kom. Og når tingene ikke er her, så kan vi ikke lave strøm i dem. Jeg er sådan lidt på bagkant hele tiden, siger den erfarne festivalelektriker.

De mange krav og benspænd får dog ikke Jan Figge til at overveje at stoppe som frivillig. 

- Jeg bliver nok ikke ved på den måde her med at kravle rundt inde under scenen. Men sådan helt at slippe det tror jeg ikke lige, jeg gør de første mange år, siger han.