Tyve på modejagt

Bøjlevis af modetøj blev natten til mandag stjålet fra en tøjbutik i Haderslev.

Der forsvandt fem bøjlemeter mærkevaretøj fra tøjbutikken Marna Gaarde i Apotekergade under indbruddet.

Politiet modtog omkring klokken et i nat alarmopkaldet fra butikken.

Da de nåede frem var ruden i butiksdøren knust og der var tydelige mærker efter en kobens-lignende genstand.

Umiddelbart efter indbruddet hørte naboer et ukendt køretøj køre væk fra stedet.

"Det er indtil videre vores bedste spor at gå efter, så vi er meget interesserede i at høre fra folk, som har flere oplysninger i sagen", siger Jens Peter Rudebæk fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Det er anden gang inden for kort tid, at tøjbutikken er blevet udsat for indbrud. For under en uge siden - den 18. august - var der også ubudne gæster på besøg.