Undersøger anklager mod Skrydstrup-piloter

F-16-fly fra Flyvestation Skrydstrup udstationeret i Kuwait har muligvis forårsaget civile tab i Irak i et angreb 30. august. Det undersøges af koalitionen bag indsatsen. Det oplyser Forsvaret.

De danske F16 fly, der er indsat i kampen mod ISIL, gennemførte den 30. august et angreb mod godkendte mål. Alle procedurer for gennemførelse af angreb i henhold til koalitionens retningslinjer blev overholdt.

Den danske styrke gennemfører rutinemæssigt en evaluering af alle udførte missioner med detaljeret fokus på konkrete angreb. I denne forbindelse har den danske styrke vurderet, at der er risiko for, at angrebet muligvis har forårsaget civile tab.

Den danske styrke har videreformidlet vurderingen til koalitionens lufthovedkvarter. Koalitionen har nu igangsat en undersøgelse.

- Jeg er blevet informeret om, at Forsvaret undersøger indikationer om civile tilskadekomne eller dræbte i forbindelse med et angreb udført af danske F-16-fly i Irak, siger Carl Holst i en mail til Ritzau. Han understreger, at han vil sørge for at komme til bunds i sagen.

Centerleder på Institut for Militære Studier Henrik Ø. Breitenbauch. vurderer, at hændelsen ikke får folkeretslige konsekvenser, hvis de danske F-16-fly har overholdt alle procedurer på en mission i Irak, hvor der muligvis er sket civile tab:

- Krigens love siger, at magtanvendelsen skal være proportionel med de militære mål. Så hvis alle procedurer er fulgt, så får det næppe konsekvenser, siger han til Ritzau.

F-16-fly fra Skrydstrup har deltaget i koalitionen mod Islamisk Stat i Irak siden oktober 2014.

Det danske bidrag til koalitionen består af i alt syv fly, hvoraf tre af dem er i logistisk reserve, og op mod 140 mand. Lige nu er omkring 90 mand udsendt.

Siden første mission i 2014, har de danske F-16-fly i alt fløjet 498 missioner og kastet 464 bomber.