Ung mand dømt for skolevold

En 24-årig mand er torsdag idømt seks måneders fængsel for vold og trusler mod to lærere på Sønder Otting Skole i Haderslev.

Den 24-årige mand fra Haderslev har siddet varetægtsfængslet i fire uger, og er torsdag ved Byretten i Sønderborg idømt seks måneders ubetinget fængsel for vold og trusler mod to skolelærere på Sønder Otting skole, Kløvermarken i Haderslev.

Hændelsen fandt sted den 20. september, hvor en lærer blev tildelt flere knytnæveslag, og en lærer blev skubbet.

Den tiltalte erkendte delvist punkterne i anklageskriftet, og har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke sagen.

Den 24-årige blev dømt i henhold til dels straffelovens paragraf 119 om vold mod offentligt ansatte, og dels straffelovens paragraf 123 om trusler mod vidner.

Politiet leder fortsat efter en 20-årig gerningsmand, der deltog i overfaldet på de to lærere. Noget tyder dog på, at den eftersøgte allerede har hyret en forsvarsadvokat, fordi han er klar over, at politiet leder efter ham.