Varbergparken slettet fra ghetto-liste

Varbergparken i Haderslev optræder ikke længere på ghetto-listen.

- Der er så mange områder i Danmark, der har fået en etiket som ghetto ? vi har formået at fjerne den igen. Det er en kæmpestor nyhed ikke bare for os, men for Haderslev, siger Mohammed Téta, projektkoordinator for Haderslev Andels Boligforenings (HAB) særlige boligsociale indsats i Varbergparken.

Haderslevs borgmester Jens Christian Gjesing (S) glæder sig også over, at et stort arbejde har båret frugt:

- Det er først og fremmest en stor glæde for Varbergparken, men dernæst også en stor glæde for hele byen, at vi ikke er med på den liste længere. Det viser, at en boligsocial indsats kan gøre en forskel, når man gør det i fællesskab, siger Jens Christian Gjesing.

HAB besluttede i 2001 at sætte massivt ind mod den udvikling, Varbergparken var på vej mod. Stigende kriminalitet og utryghed gav Varbergparken et dårligt ry, og samtidig blev lejlighederne sværere at udleje.

Der blev bl.a. ansat en tidligere nærbetjent, hvis opgave var at skaffe jobs til de unge i området.

Og sammen med Haderslev Kommune blev en blok af lejligheder omdannet til et plejehjem, sundheds- og genoptræningscenter, som i dag har betydet 300 arbejdspladser midt i området.

Varbergparken blev bygget i 1970?erne.

Oprindeligt bestod området af 43.000 boligkvadratmeter fordelt på
lejligheder i boligblokke på tre eller fire etager, samt et 11-etagers højhus.

Der er brugt næsten 1 mia. kroner på at omdanne Varbergparken.