Venstre i Haderslev skal ud i ny valgrunde

Det lykkedes ikke mandag aften at finde en spidskandidat til Venstre i Haderslev til borgmesterposten ved næste års kommunalvalg. Nu skal der være omvalg mellem to af kandidaterne.

Ingen afklaring om hvem der skal være Venstres kommende spidskandidat i Haderslev ved valget i 2021.

Det står klart efter dagens afstemning, der blev holdt på coronasikker vis med drive-in afstemning tre steder i kommunen.  

Der skal en ny afstemning til mellem to af kandidaterne, Holger Mikkelsen og Mads Skau, da ingen af de to fik over 50 procent af de afgivne stemmer, og partiets vedtægter foreskriver, at det skal der være.

Dermed er der endnu ikke fundet en afløser til siddende borgmester H.P. Geil, der efter 30 år i kommunalpolitik har valgt at stoppe efter næste års kommunalvalg.

Foruden Holger Mikkelsen og Mads Skau havde Allan Emiliussen og Signe Knappe også budt ind på posten, men de er nu ude af kampen om at blive spidskandidat til borgmesterposten i Venstre.