For få ladestationer - kommune må ikke gribe ind

I Haderslev Kommune er et såkaldt paragraf 17-4 udvalg i gang med at forberede byen til flere elbiler. Men kommunen må ikke sætte offentlige ladestandere op.

- Det er jo en rigtig høne og ægget diskussion.

Sådan siger Bent Iversen fra SF i Haderslev om problemet med offentlige ladestandere. Hele landet er på vej mod det store CO2 mål i 2030. En stor del af den 70 procent reduktion, der er politisk besluttet, skal hentes ved at få danskerne til at køre i elbiler.

Men for at køre i elbil, skal der være steder at lade den op. I Haderslev er der tre offentlige ladestandere. En, to, tre. Og det er her Bent Iversens høne og ægget sammenligning kommer. For som lovgivningen er nu, må kommunerne ikke sætte offentlige ladestandere op. Den opgave skal varetages af private erhvervsdrivende. Men før virksomhederne investerer i at bygge infrastruktur til opladning af elbiler, skal de være sikre på, at der er elbiler nok, der efterspørger ladning

- Skal elbilerne komme før ladestationerne? Der mener vi nej. Vi skal have ladestrukturen på plads, så skal elbilerne nok komme, siger Bent Iversen.

Kø ved ladestanderen

Een af de tre ladestationer i Haderslev ligger på p-pladsen ved Føtex. Den er stillet op af firmaet Clever, der er specialiseret i elbilopladning. Og i dag er der rift om stikket. To såkaldte plug-in hybrid biler skal til laderen. Ægteparret Per og Ulla Poulsen fra Haderslev synes, idéen om kommunalt opsatte ladestandere er god

- Vi kunne godt bruge flere ladestandere i Haderslev. Særligt, når der som her kun er et kabel, der passer til flere forskellige biler. Så står vi her og venter på at komme til at lade.

I køen foran dem er lastbilchauffør Claus Nielsen. Hans hybridbil er tre dage gammel, så han har ikke den store erfaring. Men at det er lovgivning, der sætter en prop i udrulningen af flere steder at lade sin bil op, mener han er tosset.

- De må vel bare i gang med at lave den lovgivning om. Det virker jo helt tosset, at vi skal have så mange el og hybridbiler på vejene inden 2030, at der så er lovgivning, der bremser det.

Hvor skal pengene komme fra

Med en million elbiler i 2030 skal der udbygges en masse ladeinfrastruktur. Det er ikke helt billigt. Regningen pr. stander i Haderslev vil ligge mellem 30.000 - 60.000kr pr. styk. De penge skal findes et sted

- Hvorfor skal bilister, der kører fossilbil være med til at finansiere opladningsstandere? Men det skal de simpelthen fordi vi SKAL have den omstilling. Det er vedtaget i folketinget, at vi skal have reduceret CO2 med 70 procent i 2030, og der er transportområdet et vigtigt element, siger Bent Iversen

quote

Skal elbilerne komme før ladestationerne? Der mener vi nej. Vi skal have ladestrukturen på plads, så skal elbilerne nok komme

Bent Iversen