11-årig overfaldet på kirkegård

En 11-årig pige blev onsdag eftermiddag overfaldet på kirkegården i Tørring. en mand væltede hende omkuld og slæbte hende et stykke, inden hun slap fri.

Pigen var på vej hjem fra skole, da hun fornemmede, at én fulgte efter hende på kirkegården. Han var iført en sort læderjakke,mørke bukser og sorte støvler.

Tatoveret på hænderne

Vicepolitikommissær Allan Munkholm, Sydøstjyllands Politi, oplyser, at manden talte dansk - med lokal accent. Han sagde bl.a. "dumme kælling", da han væltede hende omkuld på stien.

Pigen lagde også mærke til, at han havde en guldring på højre hånd og tatoveringer på begge hænder. Det var eet dødningehoved med et sværd over (på højre hånd) og nogle mønstre på venstre hånd.

Overfaldet skete ved 13.30-tiden. Der var ikke andre på kirkegården, da manden greb fat i pigens taske og rev hende omkuld.

Pigen råbte op og sparkede så kraftigt, at overfaldsmanden slap hende.

Politiet har afsøgt områdeet med hunde. Og politiet er meget interesseret i, om nogen har set manden omkring kirkegården på Viborgvej før eller efter overfaldet. POlitiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.