20-årig kvinde voldtaget under byfest

Politiet efterlyser to mænd, som greb fat i kvinden og slæbte hende ind i buskads.

Opdatering:

Søndag kl. 17.00 oplyser Sydøstjyllands Politi, at dagens afhøring af kvinden ikke har ført noget nyt frem i sagen.

 

Lørdag aften fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse fra en 20-årig kvinde, der forklarede, at hun var blevet voldtaget af to mænd ved Majfesten i Hedensted.

- To mænd griber fat i hende og slæber hende om bag tennisbanerne ved Stadion Allé. Det har indtil videre været svært at afhøre kvinden, og derfor har vi kun sparsomme oplysninger om den alvorlige forbrydelse, siger vagtchef Hans Hoffensetz til TV SYD.

Afhøringerne af kvinden fortsætter søndag formiddag. Under den indledende afhøring forklarede kvinden, at da hun ville forlade Majfesten ved Hedensted Stadion, gik hun ud på Stadion Allé i retning af tennisbanerne, der ligger nord for festpladsen. Her greb to mænd fat i hende og slæbte hende om i buskadset bag tennisbanerne og voldtog hende.

De to mænd beskrives som 20-21 år, ca. 180 cm og med kortklippet mørkt hår. De havde formodentlig skæg.

Politiet har ingen afgørende spor at gå efter, idet det ikke har været muligt at afhøre kvinden grundigt, da hun stadig er meget chokeret. En patrulje er søndag til stede ved festpladsen for at fortsætte efterforskningen.

- Vi vil gerne i kontakt med vidner, som eventuelt har set noget. Der kunne godt være nogen, der har set en kvinde gå med to mænd på en facon, der ikke så frivilligt ud, siger Hans Hoffensetz.

Sydøstjyllands Politi vil ikke oplyse, om kvinden er lokal.