25-årig kvinde i koma efter ulykke

Kvinden der sammen med sin kæreste blev påkørt på Hovedvejen i Hedensted lørdag eftermiddag ligger i koma. Tilstanden er stabil, og lægerne forventer hun overlever. Hendes 33-årige kæreste døde lørdag.

Kæresteparret der bor i området blev ramt af en 54-årig bilist fra Otterup på Fyn. Bilisten har ifølge vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi sandsynligvis ikke haft en chance for at undvige parret, der pludselig stod ude på vejen.

Den 33-årige mand døde på stedet, mens den 25-årige kvinde ligger i koma på traumecentret på Aarhus Universitetshospital, hvilket hun vil gøre nogle døgn endnu. Meldingen er at kvinden er svært tilskadekommen, men tilstanden er stabil. Lægerne forventer, at hun overlever.