80.000 ørreder sluppet fri i Lillebælt - skib smadrede havbrug

80.000 regnbue-ørreder er sluppet fri fra et havdambrug i Lillebælt. Det betyder et stort tab for Snaptun-firma og ekstraordinære fangstmuligheder for lystfiskere.

Det er Snaptun Fisk Export i Snaptun, som ejer havbruget, der mandag blev påsejlet af et fragtskib i Lillebælt - cirka seks kilometer vest for Assens Havn.

Ved kollisionen viklede havbrugets stålbure sig om skibets stævn og ind i skruen. Samtidig slap op mod  80.000 regnbue-ørreder ud i Lillebælt. 

De mange ørreder betyder i første omgang et tab for Snaptun Fisk Export på op mod 9 millioner kroner - men det forventer direktør Tim Petersen, at fragtskibets forsikringsselskab dækker, siger han til TV SYD tirsdag formiddag. 

Snaptun Fisk Export har tidligere mistet store mændger fisk fra havbrug under storm.

quote

Vilde fisk ved godt, hvad de skal. Men fisk, der er født i dambrug aner ikke, hvad de skal. De spreder sig til højre og venstre.

Kaare Manniche Ebert, biolog, Danmarks Sportfiskerforbund

- De undslupne regnbue-ørreder spreder sig fuldstændig vildt. De har intet sted, hvor de hører hjemme. En dag efter, at de er sluppet fri kan de være 50 kilometer væk. Vilde fisk ved godt, hvad de skal. Men fisk, der er født i dambrug aner ikke, hvad de skal. De spreder sig til højre og venstre – men en stor del vil søge mod ferskvand. De vil kunne findes i jyske vandløb i løbet af få dage, siger Kaare Manniche Ebert, der er biolog i  Danmarks Sportfiskerforbund, til TV SYD.

Her ses ved den grønne markering, hvor fragtskibet Karmel, der sejler under maltesisk flag, ramte ind i havbruget. Skibet skulle sejle træflis fra Assens og Kolding.  
Her ses ved den grønne markering, hvor fragtskibet Karmel, der sejler under maltesisk flag, ramte ind i havbruget. Skibet skulle sejle træflis fra Assens og Kolding.  
Foto: MarineTraffic