82-årig laver slalom og tricks ved verdensmesterskab
82-årige Anker Juhl fra Tørring skal i weekenden deltage i finalerne ved VM i vandski. En sport, som han har mere end tre årtiers erfaring i.
Anker Juhl er ikke som de fleste på sin alder.
Den 82-årige pensionist befinder sig i disse dage syd for Madrid. Det primære formål med turen er dog ikke at slappe af og holde ferie.
Tværtimod.
Anker Juhl er nemlig til VM i vandski for folk over 35 år. Her stille han op i tre forskellige discipliner i kategorien for folk over 80 år.
Hop, trick og slalom
Anker Juhl har 34 års erfaring med sporten.
- Det er en dejlig sport, fordi det er sjovt hver gang, og når det er det, så er det godt, fortalte Tørringboen kort før han tog af sted til verdensmesterskabet.
Torsdag var han aktion i de første to indledende runder i disciplinerne slalom og trick. Her gik han videre til finalerne, der afvikles i weekenden.
Fredag gælder det den indledende runde i disciplinen hop, mens finalerne afvikles lørdag og søndag.
- Jeg håber selvfølgelig på at vinde, men det er der jo kun én, der gør, siger han.
82-årige Anker Juhl er Danmarks ældste klubmedlem, og han nyder stadig at blive trukket gennem bølgerne af speedbåden.
- Så længe det går godt, så kan jeg jo, og det håber jeg, at det gør i mange år endnu, siger han.