Afslag fra Fødevarestyrelsen: Jens står stadig i hønselort til halsen

Jens Skovgaard-Jensen er uforstående overfor Fødevarestyrelsens beslutning om, at han godt må sende sine æg afsted til pakkeriet, men må ikke sende sit hønselort afsted til biogasanlægget i Horsens.

Ægproducenten Jens Skovgaard-Jensen skal holde på containere fyldte hønselort minimum tre uger endnu på sin gård i Båstrup nær Hedensted.

Hønsegården ligger nemlig indenfor en restriktionszone på ti kilometer, som blev lavet af Fødevarestyrelsen efter fund af fugleinfluenza på en gård i Ørum nær Horsens nytårsdag.

Jens Skovgaard-Jensen har derfor skulle søge dispensation for at kunne sende sine æg til pakkeriet og efterladenskaberne fra hønsene til biogasanlægget i Horsens.

Tirsdag modtog han svar fra Fødevarestyrelsen, som har givet ham afslag om at hønselortet kan blive afhentet. Det er på trods af et besøg fra styrelsen onsdag sidste uge, hvor hans besætning ellers blev godkendt efter gennemsyn for fugleinfluenza på gården. 

- Alt sammen er mig fuldstændigt uforstående, når de har godkendt min besætning. Det er grotesk, når man kan køre fødevarer ud af zonen, siger Jens Skovgaard-Jensen.

Begrundelsen for afslaget er kommet på baggrund af EU Kommissionens forordning. I afslaget, som Jens Skovgaard-Jensen har sendt til TV SYD, fremgår det, at gødning ikke må flyttes inden for, fra eller til restriktionszoner, medmindre det flyttes til et deponeringsanlæg. 

Her bliver et biogasanlæg ikke betragtet som et deponeringsanlæg. I afslaget står der, at der slet ikke er et deponeringsanlæg i Danmark.

quote

Det er en EU-forordning, som Fødevarestyrelsen ikke kan dispensere fra. Det er bureaukrati, når det er værst

Jens Skovgaard-Jensen, ægproducent, Båstrup

- Al sund fornuft er taget ud, når de har set min besætning, og når jeg godt må køre fødevarer ud af zonen. Det er en EU-forordning, som Fødevarestyrelsen ikke kan dispensere fra. Det er bureaukrati, når det er værst, siger han.  

Gårdejeren har dermed stadig tre containere fyldt op til randen med hønselort. Fødevarestyrelsen har dog givet ham lov til at hælde ekskrementerne fra hønsene ud på hans mark i en stak de næste tre uger, hvor hans gård er inde i restriktionszonen. Men det hjælper ikke noget, når regnen kommer ifølge Jens Skovgaard-Jensen.

Her har vi en af de containere, der ganske snart kan blive fyldt til randen med hønselort, hvis ikke den bliver tømt.
Her har vi en af de containere, der ganske snart kan blive fyldt til randen med hønselort, hvis ikke den bliver tømt.
Foto: Julie Lapp, TV SYD

- Gødningen er så tynd, så får vi nogle regnskyl som de sidste dage, så vil det blive ligesom suppe og sive ind på naboens marker, siger han.

Arbejdet for Jens Skovgaard-Jensen står nu på at finde gylletank, som han kan leje indtil 5. februar, hvor restriktionerne ophører. Og den skal han have skaffet inden fredag, for der er der ikke plads til mere af hønsenes i de tre containere.

TV SYD har forsøgt at få en kommentar fra Fødevarestyrelsen ovenpå Jens Skovgaard-Jensens kritik, men det har ikke været muligt for dem at kommentere i dag.