Alle skal automatisk være frivillige

Alle skal automatisk melde sig som frivillige, når de bliver 14 år. Det var en af ideerne på en ide-camp, som 24 elever fra Rosborg Gymmaium kom med til frivilligheds-området i Hedensted Kommune.

- Om elevernes forslag nogensinde bliver virkelighed, tør jeg ikke spå om. Men sikkert er det, at det allerede nu har provokeret os og sat nogle tanker i gang om, hvordan vi kan inspirere og involvere de unge mennesker i det frivillige arbejde, siger borgmester Kirsten Terkilsen, der var en del af det dommerpanel, der vurderede elevernes idéer.

"Fødes til at være frivillig"

Elevernes forslag er bl.a., at alle borgerer "fødes" til at være frivillige - og automatisk bliver en del af fællesskabet.  Når man er 14 år, modtager man et brev fra kommunen, hvor ?medlemskabet? bekræftes, og hvor man inviteres til at høre mere om det at være frivillig.

Arbejder med innovation

Eleverne fra 3.v på Rosborg Gymnasium var valgt til ide-lejren, fordi de løbende arbejder med innovation. De var delt i flere grupper.

Fælles for elevernes idéer var, at man som frivillig skal kunne hjælpe med det, som man har tid og lyst til. Desuden at kommunen skal bruge de sociale medier, fx facebook, til at fortælle om mulighederne.

I løbet af de 24 timer nåede eleverne at tale med flere frivillige i Hedensted, blandt andet natteravnene og ekspedienterne i genbrugsbutikken. Her lærte de blandt andet, at det at være frivillig handler om at gøre noget godt for andre og at dette samtidig gør godt for én selv. Og når først man har prøvet det, kan man slet ikke lade være.

Innovationscampen, som blev holdt i Frivillighuset i Hedensted, sluttede af med kåring af den bedste idé. Det var idéen om at være frivillig fra fødslen.