Amok med økse: Omfattende politi-aktion spærrede motorvejen

Mange betjente forfulgte en 25-årig mand, som vurderes at være psykisk syg. Forinden var han ved at påkøre folk i Horsens og true andre med en økse.

Sidst på eftermiddagen blev en 25-årig anholdt ved en omfattende politiaktion på motorvejen. Det skete kort før klokken 16.00 ved frakørsel 58 ved Løsning.

Ifølge Sydøstjyllands Politi gik manden tidligere på dagen amok både i Horsens og Hornsyld, og derfor var der op mod 20 politibiler involveret i biljagten gennem tre politikredse. 

Dramaet begyndte i Horsens klokken 12.30, hvor manden kørte sin bil direkte hen mod nogle personer, der ventede ved et busstoppested på Svanes Plads. I andre gader truede han flere personer med bank og knust alle ruderne på en parkeret bil. Men det var kun begyndelsen.  

Angreb med økse

Klokken 13.37 blev politiet alarmeret om, at manden var ved at bryde ind i et hus på Bakkevej i Hornsyld med en økse. Han kendte de personer, som bor i huset, forklarer politiet. Beboerne nåede heldigvis ud, inden manden kom ind. 

- Han kender både beboerne i huset og personerne ved busstoppestedet i et eller andet omfang. Vi ved ikke endnu, hvad motivet er, og spørgsmålet er, om der overhovedet er noget rationelt motiv hans tilstand taget i betragtning, siger vagthavende Jeppe Thranum til Vejle Amts Folkeblad. 

Spærrede motorvejen

Efter en omfattende forfølgelse helt til Hobro, vendte manden sin bil og kørte igen mod syd. Derfor fik politiet spærret motorvejen af ved Hedensted, så de kunne fange ham ved afkørsel 58 i Løsning. 

Politiet trak pistolerne under anholdelsen, fordi manden blev vurderet som farlig. Men det var alligevel forholdsvis udramatisk, forklarer vagtchefen til TV SYD. 

- Det var ikke en biljagt i høj fart, men en rolig forfølgelse hele vejen. Til sidst fik vi en patruljevogn op på siden af hans bil, så vi kunne vinke ham ind til siden. Da han sted ud, beordrede vi ham ned på maven, så han kravlede hen til os, siger Jeppe Thranum. 

Manden er nu hos politiet, hvor en læge skal vurdere hans mentale tilstand. Politiet skal tale med en lang række vidner i sagen.