Annie trak 8.500 tilskuere

Med 1100 til den sidste forestilling søndag eftermiddag nåede Palsgaard Sommerspil ved Juelsminde op på godt 8500 tilskuere til årets musical "Annie".

Tilskuertallet har svinget mellem 650 og 1100, hvor det ustadige sommervejr har holdt nogle hjemme.

- Bortset fra en byge i en pause mellem 1. og 2. akt en enkelt aften undgik vi heldigvis regn i slotsparken, mens publikum var der. Så alt i alt har det været en fin sæson med masser af ros fra publikum, fortæller Agnete Bjerg, næstformand for Palsgaard Sommerspil i en pressemeddelelse.

Mens sommerspillet har stået på, har publikum kunnet benytte sig af et rabattilbud til næste års forestilling, "Hairspray". Da tilbudsperioden sluttede søndag aften, var der solgt godt 1000 billetter.