Bil med fem unge i voldsom solo-ulykke
En personbil med fem unge trillede ved voldsom ulykke nytårsnat ned ad en skrænt nær Juelsminde.
Ulykken skete kort før klokken 03 på Vejlevej nær Hellebjerg Idrætsefterskole ved indkørslen til Juelsminde.
Tre af de fem unge, der er i alderen mellem 17 og 22 år og fra lokalområdet, er lørdag formiddag udenfor livsfare. De er fortsat i behandling på sygehus, mens to er sluppet med skrammer og knubs - deriblandt er bilens 18-årige chauffør.
- Ifølge de unge mennesker er bilen, der var på vej mod Juelsminde, kommet ud i rabatten. Da den unge bilist vil dreje bilen ud på vejen igen, mister han herredømmet, og bilen kører tværs over vejen og ruller ned ad en skrænt, oplyser vagtchef Rune Nielsen, Sydøstjyllands Politi.
Der er udtaget en blodprøve af den 18-årige for at få klarlagt, om han var påvirket af alkohol eller stoffer - og en bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet og bilen.