Borgmesters bil udsat for hærværk

Borgmesteren i Hedensted Kommune, Kirsten Terkilsen (V), fik sig en ubehagelig overraskelse, da hun mandag aften fandt sin bil udsat for hærværk. Det skriver Horsens Folkeblad.

- Jeg er chokeret og ked af det.

Sådan siger borgmester Kirsten Terkilsen (V) tirsdag til Horsens Folkeblad, efter der mandag aften blev begået hærværk mod hendes bil.

Borgmesteren var til møde på rådhuset med Venstre-gruppen, og hendes bil holdt på kommunens parkeringsplads sammen med mange andre. Det var dog kun Kirsten Terkilsens bil, der blev udsat for hærværk, erfarer avisen.

- Jeg kom ud fra gruppemødet lidt i ti om aftenen og så ikke umiddelbart hærværket, da det alt sammen var i højre side af bilen. Det gik dog hurtigt op for mig, at noget var helt galt, siger borgmesteren.

Begge dæk i højre side af bilen var blevet punkteret, og lakken var flænset op.