TV der bevæger dig

Budskab til unge: Læg telefonen – den er ikke livsnødvendig

Halvdelen af eleverne på Tørring Gymnasium har svaret i en undersøgelse, at de bruger for meget tid på deres telefon.

Foredraget om digital dannelse satte tankerne i gang hos eleverne på Tørring Gymnasium. Foto: Rasmus Jensen

Foredraget om digital dannelse satte tankerne i gang hos eleverne på Tørring Gymnasium. Foto: Rasmus Jensen

1 af 2

- Læg nu den telefon!

Det har man af og til lyst at råbe af folk. Måske særligt til unge mennesker.

Og de unge er sådan set enige. I hvert fald på Tørring Gymnasium. Her synes halvdelen af eleverne, at de bruger deres telefon for meget.

- Det er jo fire timer, jeg tager ud af min dag, hver dag, til at ligge og lave ingenting, siger gymnasieelev Katrine Elgaard fra Tørring Gymnasium.

Jeg vil rigtig gerne have de unge til at tale om og tænke over, hvordan vi sammen får skabt en digital kultur, hvor vi passer på os selv og vores dyrebare opmærksomhed.

Søren Hebsgaard, foredragsholder

Halvdelen vil ændre mobilvaner

Eleverne har afgivet deres svar i en undersøgelse lavet af foredragsholderen Søren Hebsgaard. Resultatet var, at 46 procent af eleverne gerne vil lave om på deres mobilvaner. Onsdag var foredragsholderen på besøg på gymnasiet.

- Jeg vil rigtig gerne have de unge til at tale om og tænke over, hvordan vi sammen får skabt en digital kultur, hvor vi passer på os selv og vores dyrebare opmærksomhed, der har det med at blive hevet i alle mulige retninger af sociale medier, beskeder og andet på deres telefoner, siger Søren Hebsgaard.

Budskabet er, at alt hvad der sker på telefonen, ikke er livsnødvendigt – og at det kan gå ud over både undervisning og sociale relationer.

- Når vores telefon konstant vibrerer, så bliver vi dårligere til at huske læring i skolen – og de unge svarer også, at det er skideirriterende under en samtale.

Når hele vennegruppen sidder med en mobil, så hører man ikke efter – og man får ikke de samme snakke med hinanden.

Victoria Hannah Thomsen, gymnasieelev, Tørring

Foredrag satte tanker i gang

Eleverne har selv været med til at lave de nye spilleregler for brug af mobilen. F.eks. om det er et problem, at veninden sidder med sin mobil i hånden, mens man taler sammen.

- Når man er sammen med vennerne, og hele gruppen sidder med en mobil, så hører man ikke efter – og man får ikke de samme snakke med hinanden, forklarer gymnasieelev Victoria Hannah Thomsen.

Foredraget satte nogle tanker i gang hos eleverne.

- Jeg skal være bedre til at slukke telefonen. For jeg har den aldrig helt slukket, så jeg ser altid, når jeg får en notifikation. Så jeg vil prøve at slukke den på nogle bestemte tidspunkter, slutter gymnasieelev Katrine Elgaard.