Byrådsmedlem Allan Petersen fra Hedensted er død

Allan Petersen, der var byrådsmedlem i Hedensted Kommune for Dansk Folkeparti, er død efter kort tids sygdom.

Byrådsmedlem Allan Petersen (DF) er fredag aften afgået ved døden.

Det oplyser Hedensted Kommune på deres hjemmeside. 

Allan Petersen blev 65 år og var i mange år en aktiv lokalpolitiker. Han var med i flere udvalg i kommunen og var formand for Udvalget for Social Omsorg. 

Samtidig var han gruppeformand for Dansk Folkeparti, ligesom han var medlem af bestyrelsen for Juelsminde Havn & Marina samt Hedensted Spildevand.

- Det er med stor sorg, at jeg har modtaget beskeden om, at Allan Petersen er gået bort efter kort tids sygdom. Allan var en kær kollega, og vi kommer alle til at savne ham, siger borgmester i Hedensted Kommune Ole Vind (V).

Allan Petersen var også et aktiv i lokalområdet, hvor han i mange år blandt andet var brugsuddeler i Stenderup.

Allan Petersen efterlader sig sin hustru, to døtre og børnebørn.