Chefen tilbød at betale Brians vægttab

Kampen mod kiloene kan være hård. For Brian Andersen kom der hjælp fra en lidt uventet kant.

En dag prikkede smed Brian Falk Andersens chef ham på skulderen. Chefen tilbød at betale for et uges kursus på Castberggård, der har fokus på motion og kost, så han kunne få hjælp til at tabe sig. Han blev glad for tilbuddet og takkede ja.

quote

Jeg tog imod det med kyshånd, for det var ved at være på tide, at der skete noget, jeg bliver jo ikke yngre

Brian Falk Andersen, smed, Hedensted

-Jeg tog imod det med kyshånd, for det var ved at være på tide, at der skete noget, jeg bliver jo ikke yngre, siger Brian Falk Andersen til TV SYD.

Det er nu syv uger siden, at Brian Falk Andersen kom tilbage fra kurset. Nu er der længere mellem, at der er sovs og kartofler på menuen, og det har betydet, at han allerede har tabt ni kilo. Han cykler og får hjælp af en app hvor han tæller alle kalorier. Mens vægten er raslet ned, så er det gode humør steget. 

- Det er fantastisk, men det er ikke alle, der får den chance, selvom jeg synes, at alle burde få det som overvægtig, siger Brian Andersen, der er ansat hos Hedensted VVS.

I tolv uger efter kurset mødes deltagerne for at motionere og få vejledning fra kursets eksperter, der tæller en diætist, en psykoterapeut og en fysisk træner.

Kurset kostede 14.000 kroner, og Castberggård afholder det foreløbigt een gang om året. 

I videoen øverst kan du udover Brians chef også møde en kursusdeltager fra sidste år, som har tabt over halvtreds kilo.