DGI Verdensholdet deler ud af erfaringer

Ni gymnaster har gennem sommeren vundet en dag med spring og gymnastik i verdensklasse. Lørdag får de nemlig lov til at træne sammen med DGI Verdensholdet.

Elegante koreografier, store spring og krævende håndredskaber. Det er blot nogle af de elementer, der venter de ni vindere, når de lørdag skal tilbringe en hel dag i træningslejr med DGI Verdensholdet.

- Det er fantastisk, at vi har mulighed for at give de ni vindere en unik oplevelse og et indblik i livet som verdensholdsgymnast. Vi glæder os til at åbne dørene på lørdag og forhåbentlig også tænde nogle drømme, siger Torben Nielsen, Team Manager for DGI Verdensholdet, i en pressemeddelelse.

Men det er ikke udelukkende flotte spring og koreografier. Der ligger meget arbejde forude for at komme på DGI Verdensholdet. Kost, motion og træning skal passes, så kroppen kan yde, når man går på gulvet til opvisning rundt omkring i verden. De ni vindere får lørdag mulighed for også at lære mere om, hvor meget det kræver at være på DGI Verdensholdet.

Pladserne har været på højkant i løbet af sommeren via forskellige konkurrencer på især Facebook, hvor over 1000 gymnastikentusiaster har deltaget.