Dokumentation: Minkavlerne blev lovet betaling “med det samme”

I oktober skrev Fødevarestyrelsen, at minkavlerne kan vælge at få kompensationen udbetalt med det samme. Men de har endnu ikke set en krone. Løftebrud og dårligt arbejde, siger vred minkavlerformand.

Selv om regeringen allerede i efteråret lovede minkavlerne hurtig kompensation, hvis de aflivede deres dyr senest den 19. november 2020, så har de endnu ikke fået en krone.


Det er “et kæmpe løftebrud” og “simpelthen dårligt arbejde” sagde en afdæmpet, men ikke mindre rasende formand for minkavlerne, Tage Pedersen, torsdag til TV SYD.

Alle skulle aflives

Det var den 4. november 2020, at statsminister Mette Frederiksen, Socialdemokratiet, meddelte på et pressemøde i Statsministeriet, at alle mink i Danmark skulle aflives af hensyn til befolkningssundheden.

Om fjorten dage

Dagen efter medvirkede erhvervsminister Simon Kollerup, Socialdemokratiet, i et direkte interview i TV Midt Vest. Han fik spørgsmålet:

Minkavlerne vil have svar på, hvad de får, inden der er gået fjorten dage. Kan du give dem det?

Ministeren svarede:

- Ja, det kommer vi til at kunne give dem.

Det er på plads

Allerede den 7. oktober 2020 udsendte Fødevarestyrelsen en pressemeddelelse med overskriften “kompensationsordning til minkavlere på plads”. Det var en besked til de avlere, som havde smittede mink samt til dem, der lå indenfor en afstand af 7, 8 kilometer fra en smittet farm. Fødevarestyrelsen skrev blandt andet:

“Den kompensationsordning til de mange minkavlere, som de kommende måneder skal have aflivet deres mink, er nu på plads”,

og

“Minkavlerne kan vælge at få kompensationen udbetalt med det samme ud fra en standardiseret tabspris eller modtage et á conto beløb, som vil blive endeligt opgjort, når næste års priser på minkskind kendes”.

Når der er styr på det

Torsdag den 7. januar 2021 ville Fødevareminister Rasmus Prehn, Socialdemokratiet, imidlertid ikke medvirke i et interview i TV SYD om de manglende betalinger.

I stedet sendte han et skriftligt svar om, at minkavlerne først kan få udbetalt penge, “når der er styr på både både tempobonus, erstatning, honorarer og kompensation, og det samlet set har været forbi EU. Og det kan først ske, når de resterende politiske kompensations- og erstatningsforhandlinger er afsluttet”.

Løftebrud

Det er “et kæmpe løftebrud”, “helt urimeligt”,. “jeg fatter det ikke”, sagde minkavlerformand Tage Pedersen, torsdag aften den 7. januar 2021 i TV SYD.