E45 spærret efter ulykke

Søndag middag stødte to biler sammen på motorvejen.Trafikken ledes uden om ved frakørsel 58.

Efter at E45 Østjyske Motorvej har været totalt spærret i sydgående retning, ledes trafikken nu uden om ulykkesstedet via afkørsel 58 Hedensted.

Det skaber dog kø, der ved 14-tiden er observeret ca. ti kilometer op ad motorvejen.

Motorvejen har været spærret, efter at to biler stødte sammen. Den ene fører endte ude mellem træerne ved vejen, hvor personen er kommet slemt til skade.

En lægehelikopter blev tilkaldt, og bilisten blev fløjet til Skejby Sygehus ved Aarhus.

Den anden fører er ikke umiddelbart kommet slemt til skade, oplyser Sydøstjyllands Politi.

- Hvordan de to bilister er stødt sammen, kan vi endnu ikke fortælle noget om. Vi har en bilinspektør på stedet, som skal undersøge ulykkens forløb. Når inspektøren er færdig med sine undersøgelser, regner vi med at kunne åbne begge spor igen, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Torben Wind.