Fabrik hitter med noget, der ligner kød

På en fabrik i Hedensted imødekommer de unges ønske om at spise mindre kød. Her bliver der nemlig forvandlet bælgfrugter til plantebaseret kød.

Lidt proteinmel fra gule ærter, lidt vand og en kæmpe maskine.

Det er nogle af ingredienserne og en smule af det, det kræver, når en fabrik i Hedensted forvandler bælgfrugter til noget, der ligner og smager som kød.

Her bor fremtidens kødfabrik.

Det er virksomheden Organic Plant Protein, der ejer maskinen Evolum, og her bliver der produceret den slags kød, som de unge vil have.

Sådan lyder det fra medejer af fabrikken Ulrich Kern Hansen.

- Der er et kæmpe politisk pres. Der er også et kæmpe træk fra forbrugerne. Se alle de unge mennesker der går op gaderne nu og demonstrerer. De ved godt, hvad der skal til. De ved godt, at de skal spise mindre kød, siger Ulrich Kern Hansen. 

Det er maskinen Evolum, der forvandler bælgfrugter til noget, der ligner kød. 
Det er maskinen Evolum, der forvandler bælgfrugter til noget, der ligner kød. 
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Kæmpe interesse for plantebaseret kød

For 25 år siden grundlagde han sammen med sin kone virksomheden Hanegal, der ligger i Haderslev.

For et par år siden begyndte de at arbejde med plantebaserede alternativer til de kødprodukter, som de har produceret i alle de år.

Det handler om, at vi skal spise mindre kødprotein, der skal være mad nok til alle på jorden og så er det for miljøets skyld.

- Der er kæmpe interesse for at investere i det her nye område, og det gælder både de helt store kapitalstærke investorer, og det gælder almindelige mennesker, som bare gerne vil finde et fornuftigt sted at investere deres penge, siger Ulrich Kern Hansen.

Proteinmel fra gule ærter bliver forvandlet til plantebaseret kød. 
Proteinmel fra gule ærter bliver forvandlet til plantebaseret kød. 
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD