Fængsel genåbner efter tre år uden indsatte: Dømte står i kø for at afsone

Mange dømte kriminelle har ikke kunnet afsone deres straf under coronapandemien. Derfor genåbner det ellers nedlagte fængsel Møgelkær ved Juelsminde i dag mandag.

Møgelkær Fængsel ved Juelsminde åbner i dag efter næsten tre år uden indsatte.

Fængslet, der ligger på Juelsmindehalvøen syd for Horsens, har ellers været lukket siden 2018, og har siden 2019 fungeret som uddannelsessted for fængselsbetjente. 

Men på grund af covid-19 har der i Kriminalforsorgen været et stop for, at dømte har kunnet afsone deres straf fra 10. december sidste år til 8. februar i år, og derfor er der opstået en kø af mennesker, der skal ind og afsone deres straf, oplyste Justitsministeriet i en pressemeddelelse tidligere på året.

I august 2019 åbnede den vestdanske fængselsuddannelse i dele af det lukkede fængsel i Møgelkær, og selvom der nu igen kommer indsatte til fængslet, så fortsætter uddannelserne på stedet, oplyser Justitsministeriet.

Møgelkærs historie:

Møgelkær har siden 1400-tallet været herregård. Den nuværende hovedbygning er opført i 1861.

• 1939 – Staten køber Møgelkær og anvender den som statsungdomslejr.

• 1945 – Lejren bruges til varetægtsfængsel for landsforrædere.

• 1948 – Møgelkær benyttes som fængsel for unge tidligere straffede fængselsdømte.

• 1958 – Møgelkær overgår til at være et rent ungdomsfængsel.

• 1969 – Møgelkær modtager nu også hæfteafsonere.

• 1973 – Møgelkær får status af statsfængsel med et blandet klientel.

• 1998 – Fængslet får landets første halvåbne afdeling med 30 pladser.

• 2000 – Der indrettes en særskilt kvindeafdeling.

• 2006 – Der etableres behandlingsafdeling.

• 2007 – Møgelkærs kirke og kulturhus indvies.

• 2018 – Fængslet lukker midlertidig på grund af mangel på betjente.

• 2019 – Der indrettes skole i dele af fængslet.

• 2020 – Barakker nedskrives og opførelsen af ny skole indledes.

• 2021 – Fængslet genåbner med plads til 66 indsatte.