TV der bevæger dig

Fodgænger mistede livet på mørk landevej

En 68-årig mand mistede fredag aften livet, da han gik på en mørk landevej ved Daugaard og blev påkørt af flere biler.

Sydøstjyllands Politi oplyser lørdag formiddag, at den 68-årige mand, der er fra Hedensted, fredag aften på Juelsmindevej ved Daugaard blev påkørt af to biler. Alarmen om ulykken indløb klokken 18.32.

- Vi mangler fortsat at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved ulykken. Det ligger dog fast, at den 68-årige mand færdedes til fods på den mørke og meget trafikerede landevej mellem Juelsminde og Vejle, hvor han ved Daugaard blev ramt af to køretøjer, siger vagtchef Jeppe Tranum, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Førerne af de to biler var henholdsvis en 21-årig mand fra Vejle og en 54-årig kvinde fra Daugaard. De to bilister blev alkoholtestet og var ikke påvirkede.

Fodgængeren blev dræbt på stedet. De pårørende er underrettet.

Politiet har lørdag formiddag korrigeret deres oplysninger om antallet af involverede biler fra 3 til 2.