Fra sundhedskonsulent til tester: Niels hjælper med at teste plejepersonale

Hedensted Kommunes nye sundhedsbus fungerer i disse dage som testbus for kommunens plejepersonale.

- En, to, tre, fire, fem. Det gik da super fint.

Niels Guldbæk fjerner vatpinden, og endnu en test for covid-19 er klar til at blive sendt videre i systemet.

I dag er det premieredag for Hedensted Kommunes nye sundhedsbus. En bus som har været undervejs i tre år.

Meningen er, at Sundhedsbussen skal køre ud og vise kommunens sundhedstilbud som rygestop og mental sundhed. Med bussen bliver tilbuddene let tilgængelige for borgerne. 

Men som mange andre planer i 2020 så er der også ændret i Sundhedsbussens funktion. Lige nu er den testbus. Den skal køre ud til alle kommunens plejehjem, så omsorgspersonalet kan blive testet for covid-19. Ved at køre bussen ud til plejehjemmene sparer man medarbejderne for tid og transport.

En ny jobfunktion

Bussen er ikke den eneste, der har fået en ny funktion. Det har Niels Guldbæk også. Normalt er han sundhedskonsulent i Hedensted Kommune og laver administrativt arbejde. Men lige nu er kontoret skiftet ud med en bus, når han kører rundt til plejehjemmene og tester personalet.

- Jeg synes, at det er en lidt speciel opgave. Det er ret anderledes, end hvad jeg normalt laver i min hverdag. Det er altid sjovt med lidt variation, fortæller han.

I disse uger fungerer Hedensted Kommunes Sundhedsbus på skift som sundhedsbus og testbus.
I disse uger fungerer Hedensted Kommunes Sundhedsbus på skift som sundhedsbus og testbus.
Foto: Pernille Leftes, TV SYD

I sidste uge blev han oplært i at lave tests for covid-19, og i dag gælder det så virkeligheden. Første stop på turen er Løsning Plejecenter:

- Indtil videre tager de rigtig godt imod os. Man kan godt mærke på dem, der har prøvet det før, at de er knapt så nervøse.

Rutinen kommer hurtigt

Selvom det både er bussens første dag på tur og Niels Guldbæks første dag som testpersonale, så kommer rutinen hurtigt:

- Jeg synes faktisk, at det er blevet meget nemmere nu fra første til tiende gang.

De næste to uger fungerer bussen som testbus, da omsorgspersonalet skal testes hver 6. uge, og herefter fungerer den som almindelig sundhedsbus i fire uger, før rullet starter forfra. Niels Guldbæk skal med ud og teste tre gange i løbet af de første 14 dage. Men selvom det er sjovt at bytte kontoret ud med bussen for en stund, så regner han ikke med at skifte karriere.

- Det er okay, at det bare er midlertidigt. Det bliver måske lidt for rutinepræget for mig, men lige nu er det fint, fortæller han med et smil.