Frikendt for at lege politi

Lars Jacobsen slipper for yderligere tiltale efter, han flere gange i løbet af 2010 placerede sin private bil i vejkanten med et blåt blink på taget.

Han var træt af, at bilister kørte forbi hans hus i på Bjerrevej mellem Horsens og Hornsyld med høj hastighed. Derfor parkerede han sin bil i vejkanten med et blåt blik på taget. Det blinkede dog ikke.

Den parkerede bil fik mange bilister til at sætte hastigheden ned, da bilisterne troede, at den var en politibil.

Sydøstjyllands Politi var dog ikke særlig glad for at få konkurrence. Derfor fik Lars Jacobsen en bøde på 1.000 kroner.

Han nægtede at betale bøden, så politiet sendte den til byretten. Her er Lars Jacobsen blevet pure frikendt.

Retten har lagt vægt på, at det blå blink ikke var fast monteret på bilen.

Lars Jacobsen slipper for at betale bøden, og politiet skal dække sagsomkostningerne.

Han skal også have det blå blink tilbage, som politiet beslaglagde.

Problemer er bare, at politiet ikke kan finde det.