Havets redningsmænd gør en forskel

Dansk Søredningsselskab har på landsplan oplevet en stigning på 50 procent i antallet af alarmopkald sammenlignet med samme periode sidste år.

Der er trængsel i de danske farvande denne sommer, hvor mange holder ferie til søs i fritidsbåde. Heldigvis står 280 frivillige klar 24 timer i døgnet og 365 dage om året til at hjælpe sejlere, der kommer i problemer.

Det er Dansk Søredningsselskab - et initiativ, der bygger på frivillige kræfter, som alle smider, hvad de har i hænderne, når nogen har brug for deres hjælp til vands.

quote

Det er fantastisk at kunne få lov til at hjælpe. Der føler man virkelig, at man gør en forskel.

Jesper Johansen, frivillig, Dansk Søredningsselskab Juelsminde

- Det er helt klart det der med at gøre en forskel og hjælpe nogen, der har brug for vores hjælp. Jeg sejler selv og har derfor også tænkt: Hvad hvis det går galt? siger Jesper Johansen, der er frivillig hos Dansk SøredningsselskabJuelsminde

Søndag blev ni personer reddet i land

 Alene søndag blev ni personer reddet i land, da to både uafhængigt af hinanden brød i brand i Lillebælt.

Det første alarmopkald kom klokken 10.30, hvor en motorbåd med en familie med fem voksne fra Juelsminde ombord var brudt i brand.

Alle ombord blev reddet over på en anden båd, hvorefter deres egen båd sank.

Når den slags ulykker eller problemer opstår til søs, så ringer de fleste 112. Herfra bliver de stillet videre til Søværnets Operative Kommando, som tager imod alarmopkaldet - og så går alarmen hos Dansk Søredningsselskab.

- Der er ingen tvivl om, at adrenalinen står højt. Man kører flere scenarier i hovedet: Hvad sker der med dem ombord? Er der børn ombord? siger Thomas Strøbeck, der er stationsleder hos Dansk Søredningsselskab i Juelsminde.

Oplevet stigning på 50 procent

Dansk Søredningsselskab har på landsplan oplevet en stigning på 50 procent i antallet af alarmopkald sammenlignet med samme periode sidste år.

- Det er på grund af  corona, tror jeg. Folk kan ikke komme ud og rejse, og derfor har de måske valgt at købe en båd i stedet for at komme lidt hjemmefra, siger Thomas Strøbeck.

I øjeblikket oplever de to til tre alarmopkald dagligt. Men spørger man de frivillige, er det det hele værd, så længe det ender godt.

- Det er fantastisk at kunne få lov til at hjælpe i en situation som i går. Der føler man virkelig, at man gør en forskel, siger Jesper Johansen.

Dansk Søredningsselskab har ialt stationer i Danmark - lokalt ud over Juelsminde også en station i Årø Havn.

Dansk Søredningsselskab

  • Dansk Søredningsselskab har til formål at assistere bådejere, der har behov for hjælp i ikke-livstruende situationer på søen.
  • Det kan dreje sig om grundstødninger, motorstop, havareret rig og lignende.
  • Desuden assisterer de frivillige i søredningsselskabet ved livstruende situationer, når myndighederne som eksempel Forsvaret anmoder om hjælp.
  • Dansk Søredningsselskab drives af frivillige, som sammen med sponsorer bidrager til driften.