Insektfabrik i gammel kyllingefarm får stor millionstøtte

Enorm Biofactory i Flemming ved Horsens får næsten 16 millioner kroner til at skabe Danmarks første industrielle produktion af insekter.

15,9 millioner kroner er på vej til larvefarmen fra Miljøstyrelsen og Undervisnings- og Forskningsministeriet.

- Vi er utroligt glade for at få bekræftet, at der er andre, der tror på vores projekt, og at Miljøstyrelsen bidrager med så stort et beløb, siger hovedinvestor i Enorm Biofactory, Carsten Pedersen, til Landbrugsavisen.

Pengene kommer fra en pulje på i alt 64,5 mio. kr., som Miljøstyrelsen giver til såkaldte ”fyrtårnsprojekter”, som skal være med til at vise vejen til fremtidens miljøløsninger.

quote

Vi er utroligt glade for at få bekræftet, at der er andre, der tror på vores projekt, og at Miljøstyrelsen bidrager med så stort et beløb.

Carsten Pedersen, hovedinvestor, Enorm Biofactory

De tre ejere Carsten Lind Pedersen, Lasse Hinrichsen og Jane Lind Sam stiftede larvefabrikken i efteråret 2017. Den skal producere larver og fluer af arten Soldaterflue, der skal bruges som fiskefoder og insektmel til fødevarer.

De har fået de knapt 16 millioner sammen med fem andre projektpartnere; DTU Aqua, Teknologisk Institut, Aller Aqua, Hanneman Engineering og Champost.

- For både Enorm og de øvrige projektpartnere er det et stort ansvar at leve op til, og vi går til opgaven med stor ydmyghed og taknemmelighed, forklarer Carsten Pedersen.

Fyrtårnsprojektet begynder 1. januar 2019 og løber over fire år.