Jordbær får lov at rådne

Jordbæravlerne vader bogstaveligt talt i jordbær for tiden. Varmen har fået jordbærmarkerne til at eksplodere, og det betyder, at mange modne bær får lov til at gå til uden at nogen plukker dem.

Normalt er bugnende jordbærmarker noget, der kan få en jordbæravler til at stor-smile. Men i år er det bare for meget af det gode på Arne Pedersens marker ved Hedensted.

- Det er mange år siden, at vi har haft den følelse af at gå ned gennem markerne og sige: "Her sidder der så mange kilo, der ikke bliver plukkes.

Ikke til at styre

Arne Pedersens jordbærplukkere kan simpelthen ikke følge med. Så mange modne bær er der.

- 30 graders varme har skudt det hele så voldsomt igan,g at det ikke er til at styre, konstaterer Arne Pedersen.

Kan ikke følge med

Det piner plukkerne, at de ikke kan følge med. Og nu er selvplukkerne gået ind. Men de kan heller ikke følge med.

- Vi troede fatisk ikke, at der var flere bær, fordi vi er så sent ude. Men vi er overrasket over, så mange der er, siger en af selvplukkernne, Hanne Jensen.

Mister en fjerdedel

Jordbærsæsonen tegnede ellers rigtig lovende.

Et køligt forår gav tid til, at der kunne udvikles mange store bær. Men mange af dem går nu tabt og Gartneribranchen må nedjustere sine forventninger til årets høst.

- Første halvdel har vi fået med. Sidste halvdel risikerer vi at miste 25 pct. af, siger Arne Pedersen.

Samme melding kommer fra andre jordbæravlere, TV Syd har talt med i dag.

Har taget konsekvensen

Arne Pedersen har taget konsekvensen og droppet nogle af de tidlige sorter for at redde de bedste bær fra de sene sorter.