Juletrafikken driller: To uheld skaber kø på motorvejen

Anden juledag er traditionelt den store hjemrejsedag efter jul. To steder har der været uheld.

Der er trængsel og alarm mange steder på vejene i TV SYDs område. To steder har den megen trafik resulteret i uheld. Det skriver Sydøstjyllands Politi på Twitter.

Begge uheldene er sket på motorvejen. Ved Horsens har tre biler været indblandet i et uheld. Her er ingen personer kommet til skade. Lidt længere sydpå, ved Løsning, er det hele fem biler, der er kørt sammen. Her er to personer kørt på skadestuen til tjek.

- Men det er udelukkende små knubs, de skal tjekkes for, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands politi, Hans Hoffensetz, til TV SYD.

Husk at holde afstand

Ifølge vagtchefen kan mange af de farlige situationer undgås, hvis bilisterne husker at holde afstand til bilen foran.

- Det er nok lidt en klassiker, at vi opfordrer til, at man holder afstand. Men det gør altså, at man har en bedre reaktionstid, hvis der bliver bremset foran en. Så husk nu at holde afstand, så alle kan komme hjem i ro og mag, lyder opfordringen fra Hans Hoffensetz.