Kolding-cykelrytter jubler over karrierens største sejr

Kasper Asgreen lavede søndag sit hidtil bedste resultat, da han efter flot solokørsel kom alene i mål som vinder af endagsløbet Kuurne-Bruxelles-Kuurne.

I denne weekend tog cykelsporten hul på klassikersæsonen, og det gjorde Kolding-rytteren Kasper Asgreen med maner.

- Jeg tog nogle store skridt sidste år. Næste skridt var at vinde en klassiker, og det kom allerede i åbningsweekenden i denne sæson. Det er skønt. Nu gælder det så om at gøre det igen. Være stabil og holde sig blandt de bedste hver gang, siger Kasper Agreeen til Ritzau.

Han fik  i sidste sæson andenpladsen i monumentet Flandern Rundt, gjorde en god figur i Tour de France og er regerende dansk mester i enkeltstart.

Sejren i går var den 25-årige Quick-Step-rytters fjerde sejr som professionel, men det er første gang, at han vinder et stort internationalt endagsløb.