Kvinde fik en overraskelse i sin bil: - Måske så jeg en puma?

Kitt Buchardt fra Give fik sig noget af en overraskelse, da hun lørdag fik øje på et stort kattedyr mellem Tørring og Vonge.

- Jeg lover, at jeg ikke er blevet sådan én, der ser ufo’er og Elvis rundt omkring, men altså...

Sådan lyder det i 37-årige Kitt Buchardts Facebookopslag, der siden tirsdag har spredt sig på de sociale medier.

Kitt fortæller, at hun kom kørende mellem Tørring og Vonge, da hun pludselig så et stort dyr på en nærliggende mark.

- Den var så stor, at jeg på 50 meters afstand kunne se dens muskler under pelsen, når den gik, skriver Kitt Buchardt i sit opslag.

Desværre fik hun ikke taget video af dyret, men kun nogle stillbilleder i knap så god kvalitet.

Alligevel er hun ikke i tvivl.

- Det var et kattedyr med en lang hale, som jeg så, skriver hun.

Flere har muligvis set en puma

Kitt Buchardt er langt fra den første, der fortæller, at hun har set et stort kattedyr, der måske er en puma.

I maj måned kontaktede en kvindelig kondiløber politiet, og fortalte, at hun havde set et stort kattelignende dyr springe over en vej lidt udenfor Vejle.

Og så sent som natten mellem søndag og mandag var det en borger i Herning, der mener, han har set et dyr, der muligvis er en puma.

Flere zoologer er dog skeptiske overfor beretningerne.

Det skyldes bl.a. at ingen danske zoologiske haver eller dyreparker har pumaer.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.