Tænketanken CEPOS har lavet statistikken over sygefravær blandt kommunernes plejepersonale. Hedensted har 485 ansatte i den sektor, og de har i gennemsnit 11 fraværsdage. Esbjerg Kommune har næst-færrest sygedage med 11,2 fraværsdage.
Flest sygedage hos plejepersonalet i vores del af landet har Kolding med 17,2 fraværsdage. Nr. to er Fredericia med 17,3 fraværsdage.
Hvis plejepersonalet i Kolding havde samme lave fravær som i Hedensted, ville det betyde, at der var råd til at ansætte ca. 25 flere par varme hænder, i stedet for at bruge pengene på vikarer og overtidsbetaling.
TV SYD har besøgt plejecentret Møllebo i Rask Mølle. SOSU-hjælper Anette Pedersen har kun haft få dages fravær.
- Det er jo også en vurdering: Hvornår er det, at man skal blive hjemme? For det er jo skrøbelige borgere, vi har med at gøre, så indimellem er man nødt til at tage en dag eller to for ikke at smitte dem, siger hun til TV SYD.
Borgmester Kirsten Terkilsen glæder sig over den fine placering i statistikken. Og Hedensted Kommune lærer gerne fra sig til andre.
- Det er helt klart noget, der er fokus på overalt, siger hun til TV SYD.
Kolding er på vej
Knud Erik Langhoff, formand for socialudvalget i Kolding Kommune, er godt klar over, at hans kommune ligger højt i fravær. Men der arbejdes på sagen. Han forventer, at fraværet falder indtil "midten af næste valgperiode", som han udtrykte det.
Her er tallene fra kommuner i vores landsdel. Bemærk, at tallet for Fanø skal taget med et forbehold, fordi der er så få ansatte.
Kommune | Fravær (dage) | Antal ansatte |
---|---|---|
Fanø | 20,0 | 44 |
Kolding | 17,2 | 931 |
Haderslev | 17,3 | 593 |
Vejen | 16,3 | 513 |
Varde | 16,0 | 671 |
Horsens | 15,9 | 788 |
Aabenraa | 15,7 | 711 |
Billund | 15,3 | 336 |
Vejle | 15,2 | 1.114 |
Sønderborg | 13,8 | 980 |
Tønder | 12,8 | 594 |
Esbjerg | 11,2 | 1.487 |
Hedensted | 11.0 | 485 |
Reducer sygefraværet og ansæt 1000 SOSU-assistenter