Mens andre små byer kæmper, får Stenderup ny købmand, cykelsti og hal

Selvom Stenderup er lille og kun har 170 boliger, står borgerne sammen og kæmper for det, de vil have.

Indbyggerne i Stenderup skal ikke længere til en af de omkringliggende byer for at handle ind.

For halvanden uge siden åbnede der igen en købmand i byen, efter den gamle måtte lukke i slutningen af marts.

I Stenderup valgte borgerne at gå sammen og samle penge ind, så de igen kunne handle lokalt. Det lykkedes dem at samle cirka 630.000 sammen, og dermed har byen ikke engang skulle undvære en købmand i et halvt år, før de igen kan klare de daglige indkøb i Stenderup.

Og byens opbakning betyder meget for den nye købmand.

- Det engagement, der var i borgergruppen, og det engagement, der var, når man lige var hernede om aftenen, og folk kiggede ind, det var helt, helt fantastisk at opleve, fortæller købmand Brian Beck Hedegaard.

Brian Beck Hedegaard er Stenderups nye købmand. Han har tidligere været med til at åbne to købmandsforretninger.
Brian Beck Hedegaard er Stenderups nye købmand. Han har tidligere været med til at åbne to købmandsforretninger.
Foto: Pernille Leftes

Flere projekter

Men en ny købmand er ikke det eneste nye i Stenderup.

Samme dag som købmanden åbnede, kunne indbyggerne for første gang tage en ny cykelsti mellem Stenderup og Bjerre i brug. Det næste projekt i byen er en ny hal, og derefter skal byens skole igennem en større renovering.

Rasmus Nielsen er medlem af bestyrelsen i Stenderup og omegns borgerforening, og ifølge ham er det over 10 år siden, at der for første gang blev snakket om en ny hal i byen.

Dermed er det noget, som byen og Rasmus Nielsen selv har arbejdet længe på at få.

- Vi er nødt til at kæmpe for det, hvis vi gerne vil have nogle ting, siger Rasmus Nielsen.

Skolens elever kan se frem til at få en mere tidssvarende skole, når renoveringen er færdig.
Skolens elever kan se frem til at få en mere tidssvarende skole, når renoveringen er færdig.
Foto: Pernille Leftes

Sammenhold kan mærkes i byen

Formanden for borgerforeningen, Allan Kristensen, mærker også byens opbakning, når der sker ting i byen - ligegyldigt om det er byfester eller indsamlingen til en ny købmand.

Og han sætter pris på, at byen står sammen, så der bliver ved med at være liv i byen.

- Det betyder rigtig meget, for det giver os følelsen af, at Stenderup er en by i udvikling.

 

Kommunen vil støtte op

Hos Hedensted Kommune er de glade for at se, at der i de mindre byer bliver kæmpet for at holde byerne i gang.

Og det giver også kommunen lyst til at støtte op om nogle af de projekter, der er i byen.

- Det helt fantastiske lokalengagement, der er i Stenderup, gør også, at vi som kommune får øje på byen og siger, at det er en vigtig landsby at gøre en indsats for, siger Rune Jørgensen, der er forretningsudviklingschef i Hedensted Kommune.

quote

Det helt fantastiske lokalengagement, der er i Stenderup, gør, at vi som kommune får øje på byen.

Rune Jørgensen, forretningsudviklingschef, Hedensted Kommune

Og i kommunen vil man gerne blive ved med at bevare de små byer.

- Hedensted Kommune har netop den attraktion, at vi har de små nære samfund, hvor folk kommer hinanden ved, men de store byer er lige om hjørnet.

- Så det giver mulighed for at leve sit liv på en anden måde, uanset om man er børnefamilie eller senior, fortæller Rune Jørgensen.