Mistede søn på 21: - Sorgorlov skal ikke afhænge af barnets alder

Anette Møller forstår ikke, at der skal være en grænse for, hvornår man kan få sorgorlov. Hun mistede selv en søn på 21 år og mener, at sorgen er lige slem.

Anette Møller fra Hedensted står i Hedensted Lægehus.

Det er den 2. september 2019, og hun er netop kommet tilbage til sit arbejde som sygeplejerske – under en måned efter at have mistet sin 21-årige søn.

– Der kommer en ung mand ind i lægehuset. Han skal have lyttet på sine lunger, og så knækker jeg bare sammen. Han minder mig sådan om min søn, siger Anette Møller, der udover sit arbejde på Hedensted Lægehus også arbejder på Horsens Sygehus.

Anette Møller med sine to børn under en rejse til USA i 2018.
Anette Møller med sine to børn under en rejse til USA i 2018.
Foto: Privatfoto

Anette Møllers søn døde pludseligt af et hjertestop den 9. august 2019. Hun følte sig presset til at komme tilbage i arbejde af jobcentret – et system, der ifølge hende, ikke er gearet til at håndtere folk i sorg.

– Jeg kunne ikke rumme patienterne, for jeg var jo så ked af det hele tiden. Når jeg kigger i bakspejlet, så skulle jeg slet ikke have været på arbejde allerede, fortæller Anette Møller til TV SYD.

Hun tror, at det ville have hjulpet, hvis hun havde haft mulighed for at trække stikket og sørge, inden hun skulle på arbejde igen.

Borgerforslag om sorgorlov

I søndags opnåede et borgerforslag om sorgorlov til forældre, der mister et barn i alderen 0-18 år, 50.000 underskrifter.

Det betyder, at borgerforslaget kan komme til behandling i Folketinget. Forslaget er stillet af Pernille Møller Jensen fra Hedensted, der selv mistede sin søn på 15 år.

Anette Møller mener, at en sorgorlov er en god idé, fordi det ville give tid til at sørge, inden man skal tilbage på arbejde. Men hun forstår ikke, hvorfor det kun er forældre til børn op til 18 år, der skal kunne få sorgorlov, som borgerforslaget lægger op til.

quote

At miste sit barn er unaturligt, uanset om barnet er 8, 15 eller 21 år som min søn. Ens barn skal bare ikke dø før en selv

Anette Møller, Hedensted

Som det er nu, har du som forælder ret til 14 ugers sorgorlov med barselsdagpenge, hvis dit barn er dødfødt, eller hvis du mister dit barn op til syv måneder efter fødslen.

Hvis du mister dit barn, efter barnet er syv måneder gammelt, kan du ikke få sorgorlov.

Men det skal borgerforslaget altså forsøge at lave om på.

Sorgorlov ikke eneste løsning

Men en sorgorlov er ikke den eneste løsning.

– Forslaget er sådan set fint, men det handler ikke kun om muligheden for orlov. For nogle vil det ikke hjælpe at få en orlov. Der vil det være lige så vigtigt at komme tilbage til dagligdagen, siger Preben Engelbrekt, der er direktør for Det Nationale Sorgcenter.

Sorg koster samfundet penge

Ifølge en rapport fra Deloitte koster sorg hvert år Danmark 3,4 miliarder kroner i tabt produktion og overførsler.

Preben Engelbrekt mener ikke, at en sorgorlov kan stå alene, så han ser gerne, at der kommer en national handleplan for, hvordan samfundet generelt håndterer sorg.

Det indebærer blandt andre medarbejderne på kommunernes jobcentre. Det Nationale Sorgcenter møder nemlig ofte mennesker, der føler sig presset af jobcentrene til at komme hurtigt tilbage i arbejde.

quote

Vi risikerer, at folk arbejder sig igennem sorgen, og på den måde undertrykker den. Lige pludselig kommer sorgen op, og så knækker de

Preben Engelbrekt, direktør, Det Nationale Sorgcenter

Ved at lave en national handleplan kan man sikre, at man opdager og får behandlet de mellem ti til 15 procent af sorgramte, der udvikler en kompliceret og længerevarende sorgreaktion.

– En national handleplan kan bidrage til, at mennesker ikke får deres liv ødelagt af sorg – og at fagprofessionelle indenfor social- og sundhedsområdet bliver bedre til at skelne mellem de naturlige og mere komplicerede sorgreaktion, siger Preben Engelbrekt.

Derfor mener Preben Engelbrekt også, at det er nødvendigt at få opkvalificeret socialrådgiverne til at håndtere mennesker i sorg. Det Nationale Sorgcenter udbyder uddannelse af sorgrådgivere i samarbejde med Københavns Professionshøjskole og UCN i Aalborg. 

– Socialrådgiverne møder tit sorgramte i deres arbejde, men indtil videre er der ikke mange af dem, der har taget sorgrådgiveruddannelsen. Men det ville give god mening, hvis flere tog den, siger Preben Engelbrekt til TV SYD.