Monikas hvalp døde - nu giver hun ikke op, før sælgerens forretning er ødelagt

Monika Grahl måtte aflive sin hvalp ni dage efter købet. Et år efter kæmper hun for at få sine penge fra sælgeren - i dag mødte hun ham i retten.

Det er ikke de 17.000 kroner, der betyder noget for Monika Grahl. Selvfølgelig vil hun gerne have dem tilbage, men det vigtigste er at sætte en stopper for den ulovlige import af hundehvalpe.

- Jeg fortsætter, med alt hvad jeg kan for at stoppe ham, siger hun tirsdag efter at have været i fogedretten.

Monika Grahl fra Kolding købte i begyndelsen af 2021 en hvalp, der viste sig at være syg af infektionen Giardia og forskellige vira, herunder Parvovirus og Circovirus. 

Ni dage efter købet måtte hvalpen aflives.

I juni sidste år erkendte sælgeren i retten at have købt et mindre parti hvalpe i Polen, og han blev idømt seks måneders fængsel.

quote

Om jeg så skal komme igen hvert halve år, indtil jeg ligger i graven, så gør jeg det, for det her handler om noget større for mig

Monika Grahl

Monika Grahl er ikke selv er en del af sagen, som kun omfatter perioden 2018 og 2019, men hun har haft en civil sag kørende mod manden, da hun ønsker at få penge tilbage for hvalpen og de udgifter til blandt andet dyrlæger, som fulgte med den.

Hvalpen Anton, som Monika Grahl købte, ses her i sofaen hjemme hos hende. Han nåede kun at bo hos hende i ni dage, inden han måtte aflives.
Hvalpen Anton, som Monika Grahl købte, ses her i sofaen hjemme hos hende. Han nåede kun at bo hos hende i ni dage, inden han måtte aflives.
Foto: Privatfoto

Manden er af retten i Kolding dømt til at betale Monika Grahl 17.000 kroner, men da hun ikke har modtaget dem endnu, var hun tirsdag i fogedretten.

- Det gik som forventet. Han erklærede sig insolvent, og det er til trods for, at jeg ved, han stadig sælger hvalpe, siger hun. 

Insolvent betyder helt grundlæggende, at vedkommendes gæld overstiger vedkommendes reelle formue.

Sælger stadig hvalpe

Monika Grahl mener selv at have dokumentation for, at manden stadig sælger hvalpe. Ifølge hende har han solgt for over en million kroner det seneste halvandet år. Det mener Monika Grahl, da hun følger hans aktivitet med annoncer, og da hun har kendskab til nye købere af hvalpe.

Om Monika Grahl nogensinde får sine penge igen, er hun usikker på, men det er heller ikke vigtigt for hende.

- De sagde i fogedretten, at jeg har ødelagt hans forretning, og det er sejr nok for mig. Det er det, jeg ønsker, siger hun.

Til jeg ligger i graven

Efter manden erklærede sig insolvent i fogedretten, valgte Monika Grahl at lade sagen gå videre til en jurist.

Sag om ulovlig import af hunde

Fredag 5. marts 2021 begyndte en straffesag ved retten i Kolding, hvor tre mænd er tiltalt for ulovligt at importere 120 hvalpe af racen Fransk Bulldog fra Polen til Danmark med henblik på at sælge hundene via sider som Gul&Gratis og Den Blå Avis.

Derudover er mændene tiltalt for at have solgt hvalpene fra deres private adresser, selvom de ikke havde tilladelse til erhvervsmæssig handel med dyr.

Mændene er 52, 56 og 59 år og stammer fra Gram, Kolding og Nordborg.

Sagen er efterforsket af Den Specialiserede Dyreværnsenhed ved Sydøstjyllands Politi, og ifølge anklageskriftet er hvalpene indført i Danmark fra Polen uden ID-mærkning med chip, rabiesvaccine, sundhedscertifikat eller været tilset af en dyrlæge i afrejselandet. Mændene er desuden ikke registreret som importører ved Fødevarestyrelsen.

Anklagemyndigheden går efter en frihedsstraf, konfiskation af 690.000 (svarende til 6.000 kr. pr. solgt hvalp), en tillægsbøde og frakendelse af retten til erhvervsmæssig handel med hunde og erhvervsmæssig opdræt af hunde.

En række personer, der har købt hvalpe af sælgerne, skal afhøres i sagen. I flere tilfælde har hvalpene vist sig at have adskillige sygdomme.

Kilder: Sydøstjyllands Politi og anklageskriftet

- Fogedretten er nødt til at tro på, at han ingen penge har eller tjener, så det eneste, jeg kan gøre, er at komme tilbage igen om et halvt år eller lade det gå videre til en jurist, forklarer hun og tilføjer:

- Om jeg så skal komme igen hvert halve år, indtil jeg ligger i graven, så gør jeg det, for det her handler om noget større for mig.

TV SYD har forsøgt at få en udtalelse fra forsvarsadvokaten til manden, som Monika Grahl købte sin hundehvalp af. Det er dog ikke lykkedes at træffe ham.