Motorvej 45 lukket frem til ca. kl. 21

Det sydgående spor på E45 ved Hedensted er fortsat lukket. Det eneste farbare spor nord på lukker, når en slamsuger om lidt skal arbejde på vejbanerne.

Lastbilen, der væltede kl. 13.30 på motorvejen i sydgående retning ved afkørsel 58 Hedensted, ligger stadig og spærrer for trafikken i sydgående retning, og meget af det foder, som den fragtede, er røget over på vognbanerne i nordgående retning.

Lige nu er der åbnet én vognbane i nordgående retning op for trafik, men den lukker om lidt.

- Vi har bestilt en slamsuger til at komme og suge alt foderet op fra vognbanerne, og så skal vi have fjernet den væltede lastbil, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jørn Lindhardt, der forventer, at det tager frem til klokken 20-21, før der er ryddet op på stedet.

Der er desuden sket et harmonikasammenstød ved Horsens V, hvor fire biler var impliceret. En person er skåret fri, og fragtet på hospitalet. Men der forlyder ikke om alvorlige personskader.

Vagtchef Jørn Lindhardt opfordrer trafikanterne til at finde alternativer ruter.

OPDATERET: Der er nu ryddet helt op efter ulykken, og alle spor er atter farbare. Oprydningen sluttede omkring klokken 23 torsdag aften.